Hvalpsund: Den aften jeg mistede troen på julemanden
Jeg var barn i en stor familie med utallige mostre, onkler, tanter, fætre og kusiner,
og et anseligt antal af dem var samlet i mit hjems hyggelige stue hver juleaften.
Som alle andre børn glædede jeg mig til juleaften, men det var ikke gaverne, der
optog mig, men ankomsten af de elskede familiemedlemmer jeg så frem til.
I byen boede også min mors to søstre og min bedstemor, så næsten hele slægten var
indkvarteret i julen, og når de voksne mødtes til julefrokost i ´et hjem, samledes vi
fætre og kusiner i et af de andre hjem, og så blev der leget og spillet, især Matador.
Flere af juledagene nåede vi end ikke ud af nattøjet, men fortsatte Matadorspillet.
hvor vi slap dagen før.
Som i så mange andre familier fik vi hvert år besøg af julemanden. Jeg undrede mig
ofte over, at han lige netop kunne nå at komme til os, når vi var færdige med at danse
om juletræet, men skønt var det jo, at han kom.
Det synes alle vi børn, undtagen min 5 år yngre søster, som hvert år rædselsslagen
gemte sig bag min mors skørter.
Et år til jul kom julemanden som sædvanlig trampende og bankede på iklædt sin
store grå uldne kappe og slidte gamle støvler, og det år var de ikke dækket af sne.
Ved nærmere eftersyn syntes jeg pludselig, at de lignede min fars gamle snavsede
soldaterstøvler, som han brugte om vinteren, når han var ude på murerarbejde.
Jeg hviskede tik min far, at julemanden vist nok havde taget han støvler på, men
min far benægtede på det kraftigste og sagde, at han om formiddagen hos købmanden
havde hørt, at julemanden var kørt i Stae bæk med kanen, så derfor var hans støvler
beskidte.
Men tvivlen var sået, og da jeg kiggede nærmere efter blandt de kære ansigter, så
jeg, at min farbror Paul manglede blandt gæsterne. Da gik sammenhængen for alvor
op for mig, men jeg sagde ikke noget til de andre børn, så min lillesøster måtte gyse
bagmors skørter flere år derefter.
Gitta Clausen, julen 201
Hvalpsund: Den aften jeg mistede troen på julemanden
Jeg var barn i en stor familie med utallige mostre, onkler, tanter, fætre og kusiner,
og et anseligt antal af dem var samlet i mit hjems hyggelige stue hver juleaften.
Som alle andre børn glædede jeg mig til juleaften, men det var ikke gaverne, der
optog mig, men ankomsten af de elskede familiemedlemmer jeg så frem til.
I byen boede også min mors to søstre og min bedstemor, så næsten hele slægten var
indkvarteret i julen, og når de voksne mødtes til julefrokost i ´et hjem, samledes vi
fætre og kusiner i et af de andre hjem, og så blev der leget og spillet, især Matador.
Flere af juledagene nåede vi end ikke ud af nattøjet, men fortsatte Matadorspillet.
hvor vi slap dagen før.
Som i så mange andre familier fik vi hvert år besøg af julemanden. Jeg undrede mig
ofte over, at han lige netop kunne nå at komme til os, når vi var færdige med at danse
om juletræet, men skønt var det jo, at han kom.
Det synes alle vi børn, undtagen min 5 år yngre søster, som hvert år rædselsslagen
gemte sig bag min mors skørter.
Et år til jul kom julemanden som sædvanlig trampende og bankede på iklædt sin
store grå uldne kappe og slidte gamle støvler, og det år var de ikke dækket af sne.
Ved nærmere eftersyn syntes jeg pludselig, at de lignede min fars gamle snavsede
soldaterstøvler, som han brugte om vinteren, når han var ude på murerarbejde.
Jeg hviskede tik min far, at julemanden vist nok havde taget han støvler på, men
min far benægtede på det kraftigste og sagde, at han om formiddagen hos købmanden
havde hørt, at julemanden var kørt i Stae bæk med kanen, så derfor var hans støvler
beskidte.
Men tvivlen var sået, og da jeg kiggede nærmere efter blandt de kære ansigter, så
jeg, at min farbror Paul manglede blandt gæsterne. Da gik sammenhængen for alvor
op for mig, men jeg sagde ikke noget til de andre børn, så min lillesøster måtte gyse
bagmors skørter flere år derefter.
Gitta Clausen, julen 2013