Hvalpsund: Den største pakke

Jul i de gode gamle dage.

Der var engang i de gode gamle dage for sådan cirka 40 år siden, da jeg var barn. Dengang da børn var helt anderledes end i dag. Børn blev set, men ikke hørt; de talte ikke, med mindre de blev tiltalt; de afbrød aldrig de voksne, og de sad pænt ved bordet uden at brokke sig over den kogte broccoli. De bukkede og nejede, havde respekt for de ældre, lavede altid deres lektier uden tvang og gik helt frivilligt i bad og rensede negle.

Så lad mig skynde mig lidt at tilføje, at sådan en familie voksede jeg ikke op i. Det var, som familier var flest dengang, men min familie var altså ret anderledes. Vi skulle ikke bede pænt om noget for at blive hørt; vi blev opfordret til at spørge, når der blev diskuteret ting, vi ikke forstod; vi skulle ikke være bange for autoriteter som julemænd eller skoleinspektører; og vi skulle i hvert fald ikke bukke eller neje for de voksne, der kom på besøg i vores hjem.

For mine forældre var det, man kaldte ’progressive’ og ’ude på venstrefløjen’. Derfor gik vi i cowboybukser, træskostøvler og hjemmestrikkede islandske sweatre af stikkende, kradsende fladgarn med ægte islandsk halm og skidt kartet og spundet ind i hver eneste tråd. I modsætning til mange af vores skolekammerater med strutskørter, garbadinebukser, laksko og vandkæmmet hår. Hjemme hos os var der ikke forskel på drenge og piger, og jeg har da heller aldrig ejet en Barbie-dukke eller leget far-mor-og-børn. Til gengæld har jeg været med til at skalpere flere af min kusines dukker, når jeg sammen med mine brødre og fætre legede cowboydere og indianere.

Og det var lige præcis den flok unger, jeg hvert år holdt jul med. Vi samlede familierne hos min mormor på Fyn og min farmor i Jylland, hvert andet år det ene sted, hvert andet år det andet. Det kan godt være, tiden var en anden, og børnene meget anderledes, men uanset i hvilken virkelighed eller tidsalder man sætter børn sammen i grupper, så opstår der kappestrid og kampe om pladserne i hierarkiet.

Den aller største forskel på dengang og nu er, at kampen ikke stod om, hvem der fik den dyreste gave eller den sidste nye i-phone, for vores forældre havde det til fælles, at de ikke havde mange penge. De havde mange børn! Derfor var kampen og den ulidelige spænding hvert år om, hvem der fik den største gave. Altså, hvem fik den gave, der ikke kunne ligge under juletræet, fordi den fyldte for meget. Se, det var næsten ikke til at holde ud. Sæt nu, den gik til min ulidelige, lyserøde og tøsede kusine med de store brune øjne, slangekrøllerne og tylskjolen.

Et år fik hun en gå-dukke på størrelse med os selv, så da vandt hun ubetinget. Men jeg var ikke det mindste misundelig, for jeg har aldrig ønsket mig en dukke, og den ville ikke have fået et langt liv i mit hjem, med mine brødre.

Men et år stod der en kæmpe pakke ude under trappen til førstesalen hos min elskede mormor og morfar. Det var lige til at få helt ondt i maven af at spekulere på, hvem der skulle have den største kasse med gavepapir og bånd, jeg nogensinde havde stået overfor og pillet ved og forsøgt at ryste lidt, uden at nogen opdagede det.

Da jeg heltemodigt havde udholdt spændingen og mavepinen i sådan noget som fem minutter, løb jeg ned på morfars værksted for at spørge ham. Han var mit yndlingsmenneske og den eneste voksne i verden, jeg stolede 100 % på. Alle andre kunne finde på at drille eller lyve lidt, snakke udenom eller hen over hovedet på mig. Men ikke morfar. Aldrig morfar!

Så da morfar sagde, at pakken var hans og slet ikke en julegave, men en kasse æbler, så satte jeg ikke spørgsmålstegn ved det. Jeg overvejede ikke, hvorfor en kasse æbler var pakket fint ind, eller hvorfor den stod indenfor i varmen i stedet for i et af udhusene eller i kælderen. Sådan var det bare. En kasse æbler til morfar, ja, hvorfor ikke?

Noget der virkede som 100 år senere, var dagen gået, maden spist, mandelgaven givet til en eller anden fætter, opvasken klaret og kaffen sat over, så vi kunne komme videre til julegaverne.

Den store kasse blev båret ind, og morfar satte den foran mig. Jamen, det var jo hans æbler? Hvad skulle jeg med dem? Men nu var der et kort på, hvor der stod: ”Til Eva. Fra mor og far, mormor og morfar.” Århundredets største gave! Til mig! Det var næsten lige meget, hvad der var indeni, for det bedste havde jeg allerede fået: De andre børns grønne misundelse! Dén gave blev svær at komme efter.

Men indeni var der alligevel mit højeste, mest uopnåelige og urealistiske ønske: En ny cykel, som ikke havde været nogen andens, før den blev min, skinnende og fin med støttehjul, bagagebærer og den flotteste ringeklokke. Den var blå, for hjemme hos os var der ikke forskel på drenge og piger.

Eva Gundersborg Lauridsen